Skændes I så meget, at du begynder at tvivle på forholdet? Så skal du vide, at det ikke er antallet af skænderier, der afgør om Jeres forhold overlever.Det gør derimod den måde, som I forstår og håndtere vrede på!
Vrede er for langt de fleste svært at håndtere, fordi vi har lært at vrede er forkert.
Vrede forstås som en slags brist i den enkeltes personlighed, hvor den som vreden går ud over er i sin gode ret til at trække sig tilbage i selvretfærdig harme med kommentarer som ” Så slap dog af, eller ” Styr dig lige”.På det grundlag kan du nemt gøre dig selv til et offer eller martyr.
Og hvis begge parter begynder at opfatter sig som ofre, når den anden bliver vred, begynder parforholdet at køre af sporet, fordi vi ikke forstår, hvad der ligger bagved vrede.
På nettet og i litteratur om parforhold findes der masser af gode råd om, hvordan man kan blive bedre til at kommunikere og styre vredesudbrud. Problemet er bare, at det ikke hjælper, fordi vrede slet ikke skal styres og dæmpes.
Vrede skal forstås
Så hvad er vrede, og hvordan skal vi forstå den?
Dybest set er vrede en sund og naturlig følelsesmæssig reaktion på, at du føler at dine grænser bliver overskredet, og at du føler dig truet. Så vreden passer på dig og har et budskab til dig om, hvor du er sårbar, og hvad du bærer med dig af følelsesmæssig smerte fra fortiden.
Når du bliver vred, bliver du nemlig i virkeligheden bange og utryg.
Vreden er det du viser på ydersiden, som sætter dig i stand til at kæmpe og beskytte dig selv.Men bagved vreden ligger altid sårbare følelser, som vi enten ikke vil kendes ved eller undertrykker.Det kan være undertrykte sider af vores personlighed, som har at gøre med vores selvbillede.
At vi måske er bange for ikke at være stærke nok, kloge eller dygtige nok.
Men det kan også være dybere følelser, som grundlæggende angst for at blive forladt, eller ikke at være værd at elske. Mange af disse dybe følelser udløser voldsomme vredesudbrud, når vi føler at vi bliver angrebet eller kritiseret.
Og det er disse dybere følelser, som kan udløse magtesløshed og opgivelse, fordi de udløser de samme konflikter og skænderier gang på gang.
Vrede opstår aldrig, hvis ikke du føler dig truet eller er bange.
Det, som vi kan føle os truede af, er meget forskelligt og har at gøre med indholdet i den følelsesmæssige rygsæk og de overlevelsesstrategier, vi har med os fra barndommens land.
Det betyder, at du selv er ansvarlig for din vrede.Det er ikke din partner, der gør dig vred. Vreden er derimod udløst af noget i dig selv, som du er bange for eller føler dig truet af. Din partner kan ganske vist komme til at træde på én af dine følelsesmæssige ligtorne, men det er ikke fordi din partner bevidst ønsker at gøre dig ondt.
Når du næste gang reagerer med vrede ved du nu, at der er noget, som du er bange for og føler dig truet af. Måske kan du ikke klare at føle dig kritiseret, fordi du har gamle sår omkring dit selvværd eller bestemte personlighedstræk. Måske bliver du bange for, at du alligevel ikke betyder noget for din partner, at han nok alligevel går fra dig etc.…
Og nøjagtig de samme mekanismer gør sig gældende for din partner.
Se barnet i dig selv og din partner
Næste gang din partner bliver meget vred, så træd et skridt tilbage i stedet for straks at gå til modangreb for at forsvare dig.
Prøv at se på din partner som et barn, der bærer på gamle ubearbejdede følelsesmæssige sår i stedet for en urimelig og angrebslysten modstander. Prøv at forstå, at din partner lige der, hvor han umiddelbart er vred og urimelig, er i sin ”barneselv”, som er styret af gamle følelser og mønstre. Tænk over hvad det mon egentlig er, som han bliver bange for og hvad det er for følelser, han har så stort et behov for at forsvare sig imod.
I det øjeblik du undlader at følge op på din partners vrede, men træder et skridt tilbage og bare lader hans vrede klinge af, får du foræret en unik mulighed for at stoppe skænderiet inden det overhovedet er kommet rigtigt i gang. Og samtidig kan du begynde at forstå din partner på en dybere plan.
Når du selv bliver vred eller føler dig uretfærdigt behandlet bruger du nøjagtig samme metode.
Lav en aftale
Foreslå så, at I venter med at snakke til senere, så I lige når at sunde jer lidt. Lad være med at begynde en diskussion eller starte en konflikt lige før I skal ud af døren f.eks, eller mens evt. børn er tilstede. Aftal i stedet sammen med din partner et tidspunkt, hvor I har god tid til at snakke og lytte til hinanden.
For at få et godt udbytte af sådan en samtale skal I skiftes til at fortælle om jeres følelser, mens den anden bare lytter og prøver at anerkende partnerens perspektiv. Husk at den enes følelser ikke er mere rigtige eller forkerte end den andens.Vær nysgerrig på hvad det er, der ligger bagved din partners vrede og prøv at sætte dig ind i hans følelser, og luk for din egen indre dialog imens.
Tænk hvordan du kan komme ham i møde.Vis med dit ansigt og din krop at du virkelig er interesseret i at forstå ham.
Det nytter f.eks. ikke noget, at du sidder halvt bortvendt, eller forsøger at tjekke din mobil samtidig.Pas på at I ikke kommer til at anklage eller kritisere hinanden. Det er vigtigt, at du tager ansvar for dine egne følelser og bruger ” jeg – sætninger”. Jeg bliver ked af det, når du… fordi jeg føler/tror at…. I stedet for” Du gør aldrig, eller jeg er så træt af at du altid….”
Fortæl ham i stedet for, hvor det og hvornår det er, at du føler dig sårbar, eller hvor det er du bliver bange og føler dig truet.
Bag vreden ligger guldet
I det øjeblik du vover at åbne døren indtil dine sårbare følelser for din partner, vil du opleve at skænderierne reduceres ganske betydeligt.
Jeg siger ikke, at det er let at åbne sig for et andet menneske på dette niveau. Ikke engang for det menneske som står dig nærmest, nemlig din partner. Det er altid svært og angstprovokerende at åbne sig og blotte sårbare følelser og gamle følelsesmæssige sår. Det er også lige netop det, som jeg bruger størstedelen af tiden på, når jeg har par i terapi.
Men det virker!