+45 22408941 karen@livogessens.dk

5 gode råd til at styrke parforholdet og den kærlige kommunikation, mens coronavirus holder os indendørs.

 

I dag begynder den anden weekend i et nedlukket Danmark, hvor vi er konfronteret med en markant anderledes hverdag og virkelighed.

De fleste af os mærker nu for alvor konsekvenserne af isolationen i hjemmet, hvor vi pludselig skal være sammen 24-7. Og det kan være voldsomt udforende for parforholdet

Vi er ikke vant til at skulle være så meget sammen – og oven i købet passe vores arbejde hjemmefra. Samtidig med at vi måske også skal passe vores børn

Vi får slet ikke får de pusterum, vi er vant til, når vi fx er på arbejde, i sportsklubben eller blandt venner.

Og når vi er tvunget sammen som par af ydre omstændigheder i isolation fra andre mennesker, bliver vores parforhold nemt overbelastet:

Hvem har (mest) ret til at arbejde igennem og hvem bliver mest frustreret over isolationen og de manglede åndehuller i hverdagen.

De fleste af os er samtidigt bekymrede for vores jobsituation, indtægt og for andre familiemedlemmer.

Bliver denne frygt dominerende, så går vores nervesystemet i alarmberedskab, og vi mister hurtigt det overskud, vi normalt besidder. Det kan medføre, at vi – selvom vi ikke ønsker det – vrisser af vores børn og partner, at vi stiller urimelige krav, og at vi generelt er svære at omgå

 

Balancen imellem nærhed og selvstændighed

 

Et velfungerende parforhold består  dybest set i en hårfin balance mellem nærhed og selvstændighed. Vi kan ikke være tætte med hinanden uden samtidigt at kunne agere selvstændigt i vores eget liv.

Og det kan være svært at få lov til at være alene – uden at være bange for at komme til at virke afvisende og ukærlig, hvis man vover at være ærlig omkring dette behov.

Lige nu skal du derfor være opmærksom på at holde balancen mellem dine egne behov og din partners.

 

 

Sådan tackler du udfordringerne sammen med din partner.

 

1)Anerkend og slut fred med de følelser, du oplever i disse dage. Det er helt okay, hvis du er urolig og utryg. Og det er ligeledes helt okay, hvis din partner har det sådan.Giv plads til at I reagerer forskelligt. Din hverdag bliver ikke bedre af, at du vender dig mod den, du elsker.

 

2)Vær taknemmelig over det, du har – frem for at være frustreret over det, du ikke har eller ikke kan få i en periode. Det vil gøre både din og din partners dage lettere. Glæd dig over, at du rent faktisk har en partner, og at I forhåbentlig stadig er raske.

 

3)  Start hver dag med at stille jer selv og partneren disse spørgsmål:

Hvad har jeg brug for i dag”? og “Hvad har du brug for i dag?”

  • Måske har du brug for at gå en tur alene.
  • Måske har du brug for at din partner går en tur, så du kan være alene hjemme og høre dine favoritter på Spotify.
  • Måske har din partner brug for at kunne arbejde i 3 timer uden afbrydelser.
  • Måske har du brug for, at din partner tager børnene med en hel dag på visit hos bedsteforældrene – eller omvendt (Hvis de altså ikke er i risikozonen:-)
  • Måske har din partner brug for en middagslur, mens du passer børnene
  • Måske har du brug for at få lov til at se et afsnit af yndlingsserien, mens din partner gør noget andet
  • Måske har du brug for at I hygger jer sammen og holder fri med et glas rødvin når hjemmearbejdsdagen er forbi.

 

4) Kommunikér dine behov ærligt og vær nysgerrig på din partner. Sørg for at indrette daglige tidsrum, hvor I giver hinanden muligheden for at fortælle, hvad der rører sig hos jer hver især – og hold Ipads og Iphones slukkede, mens I gør det!

 

5)  Hvis I har overskud til det kan I styrke nærværet, intimiteten og samhørigheden med denne lille øvelse fra mit blogindlæg om følelsesmæssig intimitet

 

Kom tættere på din partner

Intimitetsøvelse:

Sæt jer overfor hinanden.

Luk øjnene og tag kontakt til dig selv og mærk dit åndedræt.

Fokuser på åndedrættet og bestræb dig på at lade udåndingen vare lidt længere end indåndingen.

Lad tankerne drive forbi, uden at forbinde dig med dem. Bliv på et åbent og sansende plan uden at begynde at vurdere eller dømme.

Åbn øjnene og se direkte på din partner, når du er klar til det.

Del nu din opmærksomhed mellem dig selv og din partner, og se hinanden ind i øjnene

Hold øjenkontakten selvom det kan virke svært og unaturligt.

Se på din partner, som du ville se på et lille barn. Se det barn, som din partner var engang.

Hold øjenkontakten så længe du/I kan. Gerne 5 minutter

Tal sammen om de følelser I hver især kommer i kontakt med

 

Øvelsen kan virke ubehagelig og grænseoverskridende i starten, men det er vigtigt, at I tør udfordre jer selv, hvis denne øvelse skal være effektiv. Mærk de følelser som kommer uden at censurere og fortrænge følelser, som I ikke bryder jer om. Vær ærlig.

 

Ægte intimitet

Ægte intimitet handler om, at turde være sårbar, og lade sig se, som den man er.  At man lader sig se med de følelser, som den direkte øjenkontakt vækker. Uanset om de er behagelige eller ej.

Hvis du ønsker, at udnytte coronakrisen  til at booste kærligheden og intimiteten i mellem jer, kan intimitetsøvelsen  være en god måde at øve sig i åben og sårbar øjenkontakt.

Opgaven er derfor, at finde tidpunkter i denne tid, hvor I kan sætte Jer ned og lave denne lille øvelse. Når I er fortrolige med den, kan I fortsætte med en lightudgave, hvor I snakker sammen, mens I hele tiden holder øjenkontakten, og lytter opmærksomt til hinanden.

I behøver ikke at lave øvelsen hver dag, men lav den så ofte som muligt.

 

Held og lykke derude ❤️

Vi ses på den anden side

Kærligst Karen