Det er et spørgsmål, som stort set alle spørger sig selv om engang imellem.Ikke mindst de par, som starter i parterapi hos mig.
For et par uger siden fik jeg et nyt par i parterapi. ”Vi er helt med på, at vores problemer har at gøre med den bagage, som vi har med hjemmefra og vores tilknytningsmønstre”, sagde de smilende.Og så kiggede de fortrøstningsfuldt på mig, som om at denne bevidsthed i sig selv betød, at de kunne skyde genvej i parterapien. Men da jeg næste gang, havde begge parter i individuel session, afslørede de begge den samme skjulte agenda, som jeg næsten altid oplever:
Nemlig at selvom de forstår, at parterapi tager afsæt i de opvækstvilkår og forsvarsmekanismer, vi hver især har lært at betjene os af, ja så er det alligevel den anden, der er den mest ”forkerte”.
Den ene fortæller mig f.eks. at problemerne i virkeligheden bunder i, at den anden for krævende og kritisk, og hvis jeg bare kunne forklare vedkommende, at han/hun må lære at blive mere rummelig og give mere plads, ja så vil alt løse sig….Og den anden fortæller mig tilsvarende, at problemerne skyldes partnerens temperament, manglende ansvarsfølelse eller følelsesmæssige afvisninger etc.
Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen. Vi kan aldrig som i ALDRIG give et andet menneske ansvaret for vores følelser og lykke.
Det allersværeste at forstå i parterapi er, at du selv er ansvarlig for dine følelser, og at hverken du eller din partner kommer nogen vegne med at give hinanden skylden for noget som helst.Du gør derimod dig selv til offer eller martyr i parforholdet.Og hvis man opfatter sig som et offer, er der ikke langt til kritik og afvisning.De fleste diskussioner og konflikter i parforholdet starter på dette grundlag. Uden at forstå hvorfor, er man pludselig viklet ind i en uendelig centrifuge af kritik, angreb og modangreb, som ingen steder fører hen og som kun skaber mere afstand og sårede følelser.
Det er rigtig svært både at forstå og anerkende, at når man føler sig svigtet, forladt, uelsket eller kritiseret i parforholdet, ja så handler det meget mere om en selv end om partneren! Faktisk er det sådan, at ca. 90 % handler om én selv, mens kun de sidste 10% handler om partneren.
Grunden til at det er sådan, er ganske rigtigt indholdet i den følelsesmæssige rygsæk og de overlevelsesstrategier, som du har med dig fra barndommens land.De betyder nemlig, at du med stor sandsynlighed vil forelske dig i en partner, som rummer netop de karaktertræk, som har været de sværeste og mest afviste træk i din barndomsfamilie. Alt det som vi som børn lærte var ”forkerte” og uacceptable karaktertræk. Alt det som vi derfor har fornægtet og afvist hos os selv for at sikre os far og mors kærlighed. Og samtidig forelsker vi os i en partner, som udfolder de karaktertræk, som vi beundrer mest, men som vi ikke selv har evnet eller turdet udfolde.
Man kan også kalde det dine lyse og mørke skygger, men resultatet er det samme.
På denne forunderlige måde vælger vi f.eks. partnere,som på en eller anden måde er lige så følelsesmæssigt afvisende, ikke tilstede, kritiske eller opfarende som enten far eller mor. Og samtidig søger vi en partner, som er lige netop så vidunderligt kærlig, spændende, klog eller selvbevidst, som vi selv drømmer om at være/blive – som mor eller far måske også var!
”Det passer overhovedet ikke” erklærer mange af mine klienter med stor overbevisning, når jeg første gang præsentere denne sandhed for dem. Men når vi så sammen kigger bagud og ned i den medbragte rygsæk, kan de pludselig godt se, at når de igen og igen vælger partnere med stort set de samme problematikker og følelsesmæssige ligtorne, ja så må der jo være noget om snakken.
Vi vælger nemlig vores partnere ud fra en ubevidst genkendelse af både positive og negative karaktertræk.Denne ”genkendelse” af både positive og negative træk hos en potentiel ny partner sker i løbet af meget få sekunder via ubevidste hjerneprocesser og spejlneuroner. Når vi ser dybt ind i et andet menneskes øjne genkender vi følelser og karaktertræk, som også ligger lagret i vores egen bevidsthed på et meget dybt niveau.Og hvor mærkeligt det end lyder, så er den negative genkendelse ligeså vigtig som den positive for forelskelsen opstår først, når begge dele er til stede.
Derfor møder du altid den ”rigtige” eller den potentielt rigtige, sådan som Jytte Vikkelsøe skriver i sin nye bog “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” .Man kan også sige, at den ”rigtige”, som i den romantiske forestilling om den eneste ene slet ikke findes, sådan som jeg skrev i et tidligere blogindlæg om ” Den rigtige kæreste”
Når du ved, at du selv har valgt den potentielt rigtige partner, som med usvigelig sikkerhed vil udfordre dig når forelskelsen er ved at dampe af falder brikkerne på plads.For nu begynder du at forstå hvorfor du nødvendigvis må være åben overfor at kigge på dit eget bidrag til, at du og din kæreste måske er stødt på grund. Den anden mulighed er selvfølgelig at reservere det, du har med dig i rygsækken til en ny partner….
Karen Østergård